Politikker
Gennemgang af Mælkebøttens forskellige politikker
Politikker
I Mælkebøtten har vi en kostfaglig ernæringsassistent ansat til at varetage vores daglige mad og frokostordning. Hun vil være ajourført så vidt muligt blandt andet via kurser.
I Mælkebøtten tilbyder vi en sund og varieret kost, hvor vi så vidt muligt bruger økologiske varer. Vi vælger sunde og ernæringsrigtige varer tilpasset børnenes alder.
Vi bager meget af vores brød selv.
Børnene kan deltage i køkkenet som en del af en pædagogisk aktivitet.
Vi begrænser sukker og fedtholdige varer så meget som muligt.
Vi tilbyder:
- Morgenmad kl. 6.30 – kl. 7.00.
Morgenmadstilbuddet er rugbrød med smør, ost eller lignende, samt frugt. - Formiddagsmad kl. 9.00 – kl. 9.20
Formiddagsmaden består fortrinsvis af rugbrød med smør/smørepålæg, samt frugt efter årstiden, men kan variere til alternativer, der giver samme stabile blodsukker som rugbrød. - Frokost kl. 11.00 – kl. 11:30
Frokosten varierer mellem varme retter og rugbrød.
Varme retter varierer mellem eksempelvis supper, fiskeretter, grønsagsretter og kødretter med ris/kartofler/pasta. Der vil altid være mulighed for rugbrød med smør, hvis der er børn der, efter at have smagt på maden, ikke kan lide hvad der serveres.
Rugbrødsdage er ¨smør-selv¨ med mindst 3 forskellige slags pålæg. Til hvert måltid serveres grønsager efter årstiden. - Eftermiddagsmad kl. 13.30 – kl. 14.30
Eftermiddagsmad kan eksempelvis være boller, tykmælk med mysli, rygbrødsstave eller ostestave samt grønt/frugt, efter årstiden. - Sidst på dagen kan der tilbydes lidt frugt eller brød.
Vi sørger for, at børnene får vand i løbet af dagen. Til frokost får vuggestuebørnene mælk til måltiderne. Børnehavebørnene får mælk til rugbrød, og vand til varme retter.
Vi tager hensyn til børn, som har specielle behov for anden kost, og børn fra andre kulturer. Vi følger Vejle Kommunes retningslinjer i forhold til børn med allergi. Tal altid med personalet om dette, så vi finder den bedste løsning.
Den kostfaglige ernæringsassistent tilrettelægger Mælkebøttens madplaner så børnene tilbydes en varieret kost ud fra Vejle kommunes retningslinjer og anbefalinger. Der laves madplan for hver uge, som ligges på Aula.
Børnenes fødselsdag holder vi gerne, og vi opfordrer til, at I som forældre tænker sundt og begrænser sukkerindholdet. Vi hjælper gerne med gode ideer og forslag, og der laves aftaler med den enkelte stue.
Madkultur
- Alle børn og personale, vasker hænder inden de sætter sig til bords.
- Ved bordet, vægter vi, at der er en god og hyggelig atmosfære, hvor vi kan sidde og hyggesnakke, sørge for at maden sendes rundt, venter på hinanden, sige ja tak og nej tak, værsgo og velbekomme.
- Personalet opfordrer børnene til at smage på al mad, og de spiser med for at motivere.
- I Mælkebøtten har vi fokus på sund og god mad/frokostordning, og ved det er vigtigt for barnets trivsel, læring og udvikling.
- Er der børn, vi er bekymret for, fx over- eller undervægtige børn, vil vi tage kontakt til forældrene, og lave en handlingsplan evt. i samarbejde med sundhedsplejen.
- I Mælkebøtten vægter vi at børnene kan se forskel på hverdag og specielle lejligheder, eksempelvis højtider, hvor vi følger traditioner omkring mad, og hygge. Fx bager vi julebag med børnene,
Godkendt i MED og forældrebestyrelsen marts 2022
Ture
Når vi er på ture tæller vi ofte børnene og alle har et samlet ansvar for gruppen. Vi bruger AULA til optælling.
Børnene skal altid holde i hånd i nærheden af trafik og bære trafikveste.
Når vi går ind og ud af busser, er det vigtigt, at det er en voksen, der går sidst ind og først ud.
Legepladsen
4 - 5 Troldhekse må lege på legepladsen uden voksne - de voksne vurderer hvem det er, og kigger ofte til børnene. Er der flere end 5 børn ude, skal der gå en voksen med. Der må aldrig være et barn alene på legepladsen.
Børnene må gerne have bare tæer på legepladsen om sommeren, blot ikke når man cykler.
De voksne fordeler sig rundt på legepladsen. Det er altid vigtigt at fordele sig efter børnene. Afgrænsningen er ved bakken, skoven og bålhytten. Til middag afholdes pauser, men der er altid mindst tre medarbejdere på legepladsen.
Når der er vand på legepladsen, er der altid en voksen til stede.
Legepladsen skal tilses af legepladssikkerhedskonsulent, AMR og ledelse. Vi følger tilsynet ifølge retningslinjer. Hvert halve år gennemgås legeredskaber, gyngestativ m.m.
Sandet i sandkassen skal udskiftes hvert andet år.
Faldunderlaget skal altid opfylde gældende regler, og skal efterses for sten, grene og lignende.
Børn
Børns tøj skal være uden snore og lignende.
Vedr. medicin – Der skal altid udfyldes et medicinskema (skemaerne findes på kontoret). Medicinen skal opbevares i medicinskabene på toiletterne, sammen med medicinskemaerne.
Ingen plastikposer i børnegarderoberne.
Børnene må snitte med knive, når der er en voksen ved siden af.
Man må aldrig gå fra et barn på puslebordet.
Børn må ikke sidde i højstol uden en voksen på stuen.
Seler i barnevogne og krybber er sikkerhedsgodkendt. Skulle forældrene selv stille barnevogn til rådighed, tjekker vi om selen er godkendt inden for reglerne. De børnehavebørn, der har behov for en middagssøvn, sover hos vuggestuen, og er derved under opsyn.
Alle medarbejdere har ansvar for at tjekke, om børnene er skrevet ind på AULA, når man møder ind om morgenen, ved samling, frokost, eftermiddagsmad og inden man går hjem. Derudover ekstratjek ved deling af grupperne. AULA skærme må kun betjenes af voksne.
Revideret november 2025
I Mælkebøtten tager vi afstand fra mobning. Vi har en forventning om at alle mødes ligeværdigt, med en anerkende dialog og kommunikation. Børn skal føle sig værdifulde og have mulighed for at udvikle sig i samspil med andre. Udvikle sig i samspil med forældre og voksne i institutionen, samt venner og jævnaldrende. I Mælkebøtten skal alle børn føle sig som en betydningsfuld del af fællesskabet. Vi tager altid udgangspunkt i det enkelte barns udvikling og alder, og arbejder målrettet ud fra vores børnesyn.
Vi er som medarbejdere rollemodeller, og den måde vi omgås hinanden har indflydelse på alle relationer i Mælkebøtten.
For at mobbepolitikken skal leve op til sit formål, er det vigtigt at alle voksne, med daglig gang i Mælkebøtten kender mobbepolitikken, og det bliver alment kendt at vi omtaler og behandler hinanden ordentlig. Derfor gælder denne politik for børn, forældre og medarbejdere i Mælkebøtten.
Hvad er drilleri, mobning og konflikt.
Vi har hentet vores definitioner på drilleri, mobning og konflikt fra bogen ”Drop drilleri – forebyggelse af mobning i vuggestue og børnehave” ( Dafolo 2009).
Drilleri er ikke så ondskabsfuldt og vedvarende som mobning. Kan dog være meget generende, mobning begynder ofte som generende drillerier. Det er ofte en kærlig ment uvane, der gør børnene utrygge. Drilleri skal stoppes!
"Mobning er, når en person gentagne gange over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere personer. Der er en vis ubalance i styrkeforholdet. Den, der bliver udsat for de negative handlinger, har problemer med at forsvare sig og er ofte næsten hjælpeløs over for den eller dem, der plager han eller hende” (Olweus 2000)
Der kan være tale om negative handlinger af både fysisk og psykisk karakter.
Mobning skal stoppes! Mobning er overgreb!
Konflikt er en normal del af livet og noget, der opstår i alle fællesskaber. Konflikt kan defineres som ”… en uenighed opstået pga. parternes modstridende interesser = strid” (Nudansk ordbog 1999).
Hvordan forebygger vi mobning?
I Mælkebøtten omtaler vi børn, forældre og medarbejdere i positive vendinger.
Vi lægger vægt på en anerkendende tilgange i alle sammenhænge, og vi oplever, at det i sig selv fremmer de positive relationer. Vi har i det daglige fokus på ”alsidig personlig udvikling” og ”den sociale udvikling”, hvor børnene guides og instrueres i gode samværsformer.
Vi arbejder hele tiden med venskaber og relationer. Hvad vil det sige at være gode venner? Hvordan kan andre gøre mig glad? Hvordan kan andre gøre mig ked af det? Og hvordan gør jeg andre glade?
Der planlægges aktiviteter, der indirekte fremmer de gode samværsformer.
Barn/barn-relationer: Hvis vi oplever mobning børnene imellem, vil forældrene til de involverede børn blive informeret. Der bliver ikke sat navn på modpartens barn.
Hvis der er tale om ældre børn, vil vi tale med dem om problemerne, hvilket vi også råder forældre til at gøre.
Vuggestuebørn kan også mobbe, hvilket ofte vil være af fysisk karakter. Her vil vi tale med det mobbende barns forældre om problematikken og om fælles løsningsmuligheder. Overfor det yngre barn, vil vi fysisk fjerne barnet fra det mobbede barn og kort sige f.eks. ”Nej, du må ikke slå”.
Vi accepterer ikke mobning, men vi ved at det kan finde sted! Vi handler i det øjeblik, vi oplever at en person mobber/mobbes. Pædagogerne vil tale med barnet, og skaber rum for at løse situationen. Vi informerer og inddrager forældrene i oplevelserne og i problemløsningen.
Barn/Voksen-relationer:
Vi bruger ikke ironi og sarkasme over for børn, da det skaber usikkerhed og kan opfattes som drilleri.
Medarbejderne er opmærksomme på hinandens tilgange til børnene, og vi forholder os undrende og spørgende til hinanden. Hvis en medarbejder agerer uhensigtsmæssigt over for et barn, vil vedkommende blive konfronteret med denne oplevelse.
Voksen/Voksen-relationer:
Med udgangspunkt i Vejle Kommunes personalepolitiske værdier har vi et samarbejde, der bygger på dialog og åbenhed. Vi forholder os positivt undrende til hinanden i hverdagen, og hvis der opstår problemer i en relation, arbejder vi på at løse det i det rette forum.
Vores vigtigste redskab mod mobning er en ordentlig omgangstone i huset. Vi er opmærksomme på, hvordan vi taler til hinanden i medarbejdergruppen – i og uden for børnenes påhør.
Hvis en medarbejder opfanger negative signaler mellem andre medarbejdere, er man forpligtet til at forholde sig til dette. Dette gøres ved at gå til ledelsen. ”Sig det” – men til den rette. Vi vil ikke acceptere sladder i krogene, hvis du har et problem med en anden medarbejder, skal du henvende dig til vedkommende og informere din ledelse om dette.
Opfordringer til forældrene:
Alle forældre opfordres til at læse denne mobbepolitik. Det er særdeles vigtigt at tænke over hvordan, man omtaler andre børn og voksne i børnenes påhør. Børnene påvirkes af forældrenes udtalelser – på godt og ondt.
Hvis I oplever, at jeres børn ofte omtaler et andet barn i negative vendinger (med vrede, angst, fortvivlelse) er det vigtigt, at I kontakter medarbejderne med denne viden. En anden opfordring kan lyde på, at I laver legeaftaler med andre end lige de nærmeste kammerater. Selvom man ikke er bedstevenner, er det ikke nærliggende at mobbe en kammerat, man har haft gode oplevelser med.
Godkendt i MED og forældrebestyrelsen jan. 2021
Forældrene smører børnene om morgenen.
Personalet smører børnene til middag.
Mælkebøtten følger sundhedsstyrelsens generelle regler omkring faktor, samt følger kræftens bekæmpelse rådgivning.
Personalet i Mælkebøtten tager hensyn til de børn med allergi eller specielle behov. Hvis det vurderes at barnet skal smørres med en anden solcreme, er det forældrene der medbringer den, som barnet kan tåle.
Godkendt i MED og forældrebestyrelsen jan. 2025
2024:
Mælkebøttens solpolitik er baseret på Vejle kommunes fællespolitik.
Hvis vi i Mælkebøtten har en bekymring, tvivl eller begrundet mistanke om overgreb på et barn, handler vi ud fra Vejle Kommunes handleplan "Forebyggelse og håndtering af overgreb mod børn og unge" (fra februar 2014).
Baggrund for udarbejdelse af politik:
Det er politisk besluttet, at alle institutioner i Vejle Kommune skal have udarbejdet en handleplan til forebyggelse og håndtering af overgreb på børn.
Politikken omhandler som udgangspunkt alle former for overgreb, psykiske, fysiske herunder også seksuelle overgreb mod børn.
Formålet med politikken:
Politikken skal sikre en professionel håndtering af mistanke eller viden om overgreb mod et barn.
Vi ønsker, at alle i Mælkebøtten er bevidste omkring deres rolle og ansvar i forhold til forebyggelse og håndtering af mistanke eller baggrund for begrundet mistanke om overgreb mod børn i alderen 0-6 år.
Politikken skal ligeledes tydeliggøre retningslinjerne og beskrive overvejelser, der ligger bag værdigrundlag og pædagogisk praksis i Mælkebøtten, med henblik på at minimere risikoen for, at der sker seksuelle overgreb i institutionen og for, at der uberettiget rettes mistanke mod en ansat.
Desuden vil vi altid have et åbent og ærligt samarbejde med forældrene, så vidt det er muligt i barnets interesse.
Definition af begreber:
For at kunne observere og reagere på viden eller mistanke om vold og seksuelle overgreb er det nødvendig at definere, hvad der forstås ved vold og seksuelle overgreb.
Seksuelle overgreb:
"Der er tale om et seksuelt overgreb, når et barn inddrages i seksuelle aktiviteter, som det ikke kan forstå rækkeviden af, udviklingsmæssigt ikke er parat til, og derfor ikke kan give tilladelse til og/eller aktiviteter af denne karakter, der overskrider samfundets sociale og retslige normer" (C.H. Kempe4).
Psykisk og fysisk vold:
"Vold er en handling eller en trussel, der uanset formålet - er egnet til eller skader en anden persons integritet, eller som skræmmer, smerter eller skade personen. Volden kan have samme effekt på andre, der overværer eller
overhører handlingen. Volden kan både være en bevidst handling eller en handling, der sker i affekt". "Uanset typen af vold, der begås mod et barn, så er der tale om en adfærd fra forældrene eller andre omsorgsgivende, som er ødelæggende eller forhindrer udviklingen af det positive selvbillede hos barnet. Enhver form for vold bringer barnets udvikling og sundhed i fare. Vold er udtryk for, at barnet ikke frivilligt indgår i den handling, der begås mod barnet".
Målgruppe:
Politikken retter sig mod forældre med det formål at infomere og synliggøre de overvejelser, der ligger bag pædagogisk praksis. Den henvender sig også til de ansatte med henblik på at informere om gældende retningslinjer. Eksterne samarbejdspartnere og øvrige voksne, der har deres gang i institutionen, er ligeledes omfattet af retningslinjerne.
Børns seksuelle udvikling:
I Mælkebøtten arbejder vi fagligt og målrettet med hele barnets udvikling, og dertil hører også barnets bevidsthed om egen krop og at kende egne og andres grænser.
5 typiske lege med et seksuelt aspekt:
Selvom børn ikke har en bevidst seksualitet, før de når puberteten, så udtrykker de gennem legen handlinger, der giver associationer til seksualitet.
Her er 5 af de mest almindelige lege:
- Doktorleg, der tjener som ramme for, at børnene tager tøjet af og undersøger kroppen.
- Blottelse, hvor børn trækker bukserne ned og viser sig frem for hinanden, gerne ledsaget af højlydt fnisen.
- Kysselege, hvor børnene kysser hinanden, måske mens de gemmer sig i legehuset eller en hule.
- Far, mor og barn, hvor børnene øver voksenroller, som for eksempel forældre, der skal "bolle", før en baby kommer til.
- Frække sange og sjofle udtryk.
Kilde: Børns seksuelle lege af Dorthe Lippert i Psyke og logos.
I Mælkebøtten arbejder vi med "åbne døre" og med stor fokus på åben og respektfuld dialog. Det betyder i dagligdagen, at vores pædagogiske praksis er synlig og til debat for kollegaer, forældre og børn. Dette er en bevidst strategi for at sikre kvalitet og udvikling af vores pædagogiske praksis og den enkelte medarbejders faglighed.
I Mælkebøtten har vi besluttet følgende:
- Leg foregår med tøjet på (som minimum underbukser).
- Børnene må ikke stikke noget i egen eller andres kønsåbninger.
- Alle voksnes toiletbesøg foregår uden børn.
- Børnene skal altid have tøj på efter årstiden også inde. Om sommeren er underbukser/ble minimum beklædning, mens børnene leger i vand.
- Vi pådutter aldrig børnene seksuelle voksenrelaterede ord og begreber, f.eks. er en legekammerat af modsatte køn en god ven og ikke en kæreste.
- Vi er forpligtede til at graduere den fysiske kontakt til børnene, så den er afstemt efter barnets alder. En tvungen omfavnelse kan føles som overgreb.
- Vi omtaler kønsorganer som tissemænd og tissekoner og bryster.
- De voksne er ikke underlagt et bestemt beklædningskodeks, men vi er bevidste om at signalere tryghed fremfor seksualitet.
- Hvis en ansat har mistanke om overgreb eller er utryg ved eller undres over en kollegas adfærd, skal institutionslederen kontaktes med det samme.
- Hvis en ansat bliver opmærksom på et barns fysiske og/eller psykiske symptomer på mistrivsel skal institutionslederen kontaktes med det samme.
Forebyggelse af overgreb og retningslinjer ved evt. mistanke:
- Der indhentes børneattest på alle ansatte og praktikanter i Mælkebøtten.
- Nye medarbejdere informeres og gøres bekendt med denne politik.
- Det indskærpes for alle ansatte, at vi har skærpet underretningspligt.
- Der informeres om Vejle Kommunes handleplan "Forebyggelse og håndtering af overgreb mod børn og unge" (februar 2014).
- Forældre informeres om, at fysisk kontakt er en vigtig del af den pædagogiske praksis.
- Den fysisk kontakt består af knus og kram - ikke kys.
Ved mistanke om overgreb:
Hvis der er viden eller mistanke om, at et barn udsættes for overgreb, eller der rettes mistanke mod en ansat, skal institutionslederen altid kontaktes. Lederen er forpligtet til at handle efter Vejle Kommunes retningslinjer.
Anvendt litteratur:
Kilde: Børns seksuelle lege af Dorthe Lippert i Psyke og logos.
Vejle Kommunes personalepolitik
Alkohol og andre rusmidler skal adskilles fra arbejdet i Vejle Kommune. Det skal det af hensyn til sikkerhed, effektivitet, trivsel og ikke mindst af hensyn til den professionelle betjening af vores borgere.
Det er derfor ikke tilladt at nyde alkohol eller tage andre rusmidler i forbindelse med arbejdet, herunder i selvbetalte pauser.
Det betyder, at ansatte ikke må møde på arbejde, hvis de er påvirket af alkohol eller et rusmiddel. Der vil i givet fald være tale om ulovligt udeblivelse.
Lederen kan ved særlige lejligheder tillade, at ansatte kan indtage alkohol i et begrænset omfang, f.eks. ved særlige arrangementer på arbejdspladsen. Det forudsættes dog, at den ansatte ikke har borgerbetjening bagefter.
Ledere og kolleger har pligt til at gribe ind, hvis de oplever, at en ansat har et misbrugsproblem. Der skal ydes støtte i forbindelse med misbrug.
Der er hjælp at hente:
Lederen har ansvaret for, at den ansatte tilbydes behandling, og at der formidles kontakt til professionelle behandlere.
Det kan bl.a. være en kontakt til egen læge, behandling uden for hjemmet (f.eks. Minnesota-kur) eller alkoholambulatorium (Vejle Misbrugscenter Alkoholambulatoriet, tlf.nr. 7681 9000).
Hvem der griber ind og hvordan, og hvilke aftaler, der skal indgås med den ansatte aftales lokalt. Ved vurdering af, om et behandlingsforløb skal igangsættes, indgår bl.a., hvor lang tid pågældende har været ansat ved Vejle Kommune.
Behandling for misbrug kan modtages skattefrit af medarbejderen, hvis der foreligger en skriftlig lægeerklæring på, at medarbejderen har brug for behandlingen. Se nærmere i Skats vejledning om sundhedsydelser.
I Mælkebøtten har vi en søvnpolitik, fordi søvn er en vigtig og afgørende faktor i det lille barns liv. Vi er vi opmærksomme på, hvor stor en betydning søvn har for det lille barns udvikling.
Vi lægger vægt på et godt samarbejde med forældre omkring barnets søvn, så børn får den bedste tid, imens de er i Mælkebøtten.
I Mælkebøtten kan børn sove som de har behov for - både hvis barnet har behov for en formiddags-/eftermiddagslur eller en lur midt på dagen. Børnene sover i krybber, barnevogne eller på en madras, dette aftales med barnets kontaktpædagog.
Søvn i vuggestuen.
Vi mener som sagt, at søvn er en vigtig forudsætning for det lille barns udvikling – både fysisk og psykisk. Vores faglige holdning er, at børn skal have lov at sove til de er udhvilede.
I vuggestuen har barnet sin ”arbejdsdag” med adskillige indtryk, krav og mange børn og voksne, som det skal forholde sig til. Det kræver overskud og derfor har barnet brug for søvn til at restituere og bearbejde de mange indtryk det får i løbet af dagen. I vuggestuen i Mælkebøtten vækker vi som udgangspunkt ikke børn fra deres middagslur, og alle børn får mulighed for søvn eller hvile i middagsstunden.
Vi tager udgangspunkt i det enkelte barns behov og hvis barnet er træt, skal det sove. De yngste børn følger deres søvnrytme og sover flere gange i løbet af dagen. Vi oplyser hvis barnet har sovet anderledes end det plejer i løbet af dagen og også hvis det har sovet flere gange. Hvert barns sovetider noteres på tavlen i mellemgangen, så det er synligt for personalet og forældrene. Vi er bevidste om vejr og vind, i forhold til børnenes påklædning når de skal puttes.
Dialog.
I perioder kan der være behov for regulering af søvnen, f. eks. i overgangen fra 2 til 1 lur om dagen. Her er dialogen mellem forældre og personale vigtig, for at vi sammen kan finde det bedste søvnmønster for barnet. Vi ser det som et fælles projekt, at hvert enkelt barn i vuggestuen har en god søvnrytme, som fungerer både i vuggestuen og derhjemme. Derfor vil vi gerne rådgive og tale om løsninger, hvis der i perioder er problemer med at få børnene til at sove derhjemme.
Søvn i børnehaven.
I børnehaven i Mælkebøtten kan barnet sove middagssøvn, hvis det har behov for det. Børnene sover på madrasser inde på Anemonestuen. Der sidder en voksen hos dem den første halve time. De børn, der ikke sover herefter, bliver taget op og kommer med ud på legepladsen. Når kl. er 13.45 begynder de voksne at rumstere på stuen, nogle børn vågner herved, da de er ved at være udhvilede, andre sover videre selvom der bliver mere og mere aktivitet på stuen. Kl. 14.00 begynder de voksne at vække børnene, for at de kan komme med op og spise eftermiddagsmad sammen med den øvrige børnegruppe.
Dialog.
Dialogen om søvn for børnehavebørn er lige så vigtig som dialogen i vuggestuen. Vi ser det som et fælles projekt, at hvert enkelt af de børn, der sover, har en god søvnrytme, som fungerer både i børnehaven og derhjemme. Derfor vil vi gerne rådgive og tale om løsninger, hvis der i perioder er problemer med at få børnene til at sove derhjemme.
Tabel over Sundhedsstyrelsens anbefalinger om børn og unges søvnbehov:
- Når man er 1-4 uger gammel, har man brug for 15-18 timers søvn pr. døgn.
- Når man er 1-6 mdr. gammel, har man brug for 14-15 timers søvn pr. døgn.
- Når man er 6-12 mdr. gammel, har man brug for 14-15 timers søvn pr. døgn.
- Når man er 1-3 år gammel, har man brug for 12-14 timers søvn pr. døgn.
- Når man er 3-6 år gammel, har man brug for 10-12 timers søvn pr. døgn.
- Når man er 7-12 år gammel, har man brug for 9-11 timers søvn pr. døgn.
- Når man er 13-18 år gammel, har man brug for 8-10 timers søvn pr. døgn.
Godkendt i MED og forældrebestyrelsen januar 2025.
