Mælkebøttens børne og læringssyn
Her finder du en beskrivelse af Mælkebøttens børnesyn og hvordan vi ser på børnelæring
Børnesyn
I Mælkebøtten vægter vi, at der skal være tid og rum til at være barn. Vi tager afsæt i et børnesyn, der anerkender, at alle børn er forskellige – og vi har fokus på at tilrettelægge det enkelte barns vej gennem Mælkebøtten med udgangspunkt i dets udvikling. Vi møder barnet på dets eget udviklingsniveau med passende udfordringer, der giver barnet mulighed for at udvikle sig i eget tempo. Vi ser børn som kompetente og selvstændige individer og møder dem med positive forventninger. Samtidig ser vi det som en betydningsfuld opgave, at skabe et trygt og genkendeligt børnemiljø med nærværende og omsorgsfulde voksne, der understøtter og stimulerer det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Læringssyn
Vi forstår læring som noget, der finder sted i hele Mælkebøttens åbningstid, og i en vekselvirkning mellem børnenes selvorganiserede og spontane leg, voksenplanlagte aktiviteter og hverdagsrutinerne som fx måltider og garderobesituationer. Vi støtter børnenes læring ved at skabe trygge, alsidige og inddragende læringsmiljøer, der giver børnene mulighed for at være nysgerrige, eksperimenterende og udforskende – og som giver dem lyst til at lære. Børn lærer, når de tør begå fejl og slippe fantasien løs og i samspillet med engagerede og nærværende voksne, der undrer sig sammen med dem.